Carl Tücho Clausen


Carl Tücho Clausen blev født den 27.08.1897. Død i Douai i Frankrig den 21.04.1917. Infanteri-Regiment nr. 85, Ersatz-Bataillon, 8. kompagni. 

Foto: Museum Sønderjyllands Mediearkiv. Klik på billedet for at se det i stor størrelse.

Tjenestekarl i Sønderby

Carl Tücho Clausen blev født i Sønderborg som søn af Anna Louise Caecilia Rosette Clausen. 

Moderen var ikke gift, hun betegnes som Arbeiterin - arbejderske. Hun var født den 10.06.1865, som datter af arbejder Peter Jensen Clausen og Cecilie Marie Hansen.

Fra 1889 til 1901 fik hun otte børn som ugift, hvoraf tre døde som spæde. Fire  sønner og en datter blev voksne. 

De fire sønner var sikkert alle med i krigen. 

I 1901 giftede hun sig med arbejder Jens Thygesen Maersk – de blev skilt 1903. 

1905 giftede hun sig igen med enkemanden arbejder Rasmus Nissen fra Kongshoved på Kegnæs. 

Hun døde den 29.03.1915 i Sønderborg, så hun oplevede ikke at en af hendes sønner faldt i krigen og at en anden kom i fangenskab. 

Rasmus Nissen fra Kongshoved giftede sig igen, han døde i Sønderborg i 1931.

Da Carl Tücho Clausen var til Landstormsmønstring (session) i 1915 var han tjenestekarl i Sønderby på Kegnæs. 

Måske havde stedfaderen stadig forbindelser til Kegnæs. Vi ved ikke hvilken gård han tjente på. 

Han blev indkaldt til at gøre tjeneste ved 1. Ersatz Regiment nr. 85 i Rendsborg fra 01.08.1916. 

Han døde på feltlazaret nr. 92 i Douai i Frankrig klokken 7 om aftenen den 21.04.1917. 

De nærmere omstændigheder, om han var syg eller såret, fremgår ikke af registreringen.

Carl havde måske ikke så meget tilknytning til Kegnæs, men dødsfaldet blev registreret i personregistret for Kegnæs og hans navn kom med på mindestenen på Kegnæs kirkegård.

                                                                                                                                                        Søskende

Peter Jens Clausen, født den 21.03.1889. Han var til session i 1909, hvor han fik udsættelse først et år og så et år mere. I 1911 mødte han i Augustenborg. Beslutningen var infanteriet, men der er ingen dato for indkaldelse og der er heller ikke fundet oplysninger om krigsdeltagelse. Han giftede sig i 1911 med Anna Auguste Rohleder. De boede i Sønderborg, og han arbejdede som murer. Han døde den 19.10.1950.

Ernst Ludwig Clausen, født den 31.08.1895. Da han var til session i 1915 var han bagersvend og arbejdede ved en krigserstatningsvirksomhed (Kriegs Ersatz Geschäft) i Kiel. Fra den 15.09.1915 indkaldtes han til Ersatz Husaren Regiment nr. 16.

Emil Friedrich Clausen, født den 24.04.1889. Han omtales to gange i de tyske tabslister: den 25.11.1918 som savnet og den  25.09.1919 som savnet siden 17.10.1918, men nu vendt tilbage til Sønderborg efter ophold i krigsfangelejr. Ifølge et krigsfangekort var han fange i Frankrig og kom hjem over København. Han gjorde tjeneste ved regiment nr. 86, 6. kompagni. I 1931 blev han hos borgmesteren i Sønderborg gift med Elina Hansen fra Gråsten. De arbejdede begge på Sønderborg Ladegård. Eline havde nogle år boet på Sjælland, hun var fraskilt og havde to små børn, som Emil påtog sig ansvaret for, de fik begge efternavnet Clausen. Da han ikke boede i Nordslesvig den 01.10.1918 blev han ikke automatisk dansk statsborger ved genforeningen. Det kunne først ske efter en ansøgning og gik først i orden 1935, da var han fodermester Lysabild. Ved Folketællingen i 1940 boede den lille familie i Lysabildskov på adressen Søen 6.  Peter var arbejdsmand. Eline døde i 1957, da boede de i Mommark.

Anna Maria Christine Clausen, født den 12.04.1901. Gift den 15.09.1929 med fisker Kristian Thorsen fra Vamdrup.

Marselisborg-monumentet

Carl Tücho Clausen fik sit navn på Marselisborg-monumentet i Aarhus. Privatfoto.


Mindestenen på Kegnæs

Carl Tücho Clausen har også sit navn på mindestenen på Kegnæs kirkegård.    Privatfoto.

Douai i Frankrig 1917

Tyske tropper i Douai 1917. Foto: Postkort.